Hvem henvender bofællesskabet sig til
Bofællesskabet Grønningen er godkendt til dig med indad reagerende adfærd, personlighedsforstyrrelse, angst, depression og autisme eller anden intellektuel/kognitiv forstyrrelse som har brug for et døgndækket botilbud. Dvs. at der er personale til rådighed alle døgnets timer.
Hvad tilbyder bofællesskabet
Bofællesskabet Grønningen tilbyder pædagogisk støtte indenfor servicelovens §85. Dvs. at vi kan hjælpe dig med at leve, opretholde eller udvikle på det liv som du ønsker at leve. Vi støtter dig fx til at holde egen lejlighed, indkøb, tandlæge og lægebesøg samt tilbyde dig samtaler når du har brug for det mm
Retten til selvbestemmelse og det gode liv
Som beboer på Grønningen, bliver du inddraget i alle beslutninger om støtten du skal modtage. Du bestemmer så vidt muligt selv, hvor meget og hvornår du ønsker støtten, dog altid i samråd med din socialrådgiver og personalet i bofællesskabet. Din lejlighed, er dit private hjem. Her bestemmer du helt selv, hvad du vil og hvornår. Dette respekterer vi og vil tilrettelægge støtten efter aftale med dig.
Samarbejdsparter
På Bofællesskabet Grønningen samarbejder vi med mange forskellige instanser, både interne i kommunen, men også eksternt.
Du skal give samtykke til udveksling af oplysninger for eksterne samarbejdsparter og på tværs af afdelingerne. Dvs. at du skal give samtykke til drøftelse/videregivelse af personlige oplysninger med andre samarbejdsparter end din socialrådgiver. Personalet har altid mulighed for at drøfte din sag med din socialrådgiver.
Et samtykke kan altid ændres efter dit ønske.
Vores samarbejdsparter vil typisk være:
- Socialrådgiverne
- Pårørende og/eller andet netværk
- Aktivitetstilbud
- Egen læge
- Behandlingspsykiatrien i Region Nordjylland
- VISO
Historie
Grønningen blev bygget i 1998 og d. 1. maj 1998, flyttede den første beboer ind. Siden blev der i 2008 bygget 4 lejligheder mere til og senest i 2015 blev de sidste 5 lejligheder bygget. I dag har Bofællesskabet Grønningen 16 lejligheder samt kontorer og fælles arealer.



