- Bevæg dig og sæt lyd på. Du skal ikke tænke. Følg din krop.
Elever fra 4. klasse på Hanstholm Skole står i en rundkreds i en lun lysning i Hanstholm i læ fra den susende vind, der er særligt insisterende i dag. Skuespiller og sanger Katrine Faber bevæger sig rundt blandt eleverne og beder dem skiftevis om at træde ind i cirklen.
- Ja, lige præcis. Det er skønt, siger hun til en elev, der netop har indtaget scenen og råbt “rahhhrrrr” med hænderne i vejret som et rovdyr.
Vi er midt i juni måned. Hele ugen har eleverne haft deres undervisning i Hawhaven i Hanstholm, der er et natur- og skulpturområde på skrænten ovenfor havnen og havet. Her deltager de i et kunstprojekt med de multidisciplinære kunstnere Katrine Faber og Aksel Striim fra Teater Viva.