Elever får vinden til at synge i Hanstholm

Bevægelserne og lydene i rundkredsen er en del af den daglige opvarmning, inden eleverne skal øve deres egne teater- og musiktableauer, som de selv har fundet på. De er leget frem i grupper med udgangspunkt i omgivelserne, kunsten og fortællinger fra egnen. 

Fantasien blomstrer, og de små fortællinger om bl.a. varulve, rumraketter og onde hekse bliver alle samlet til én vandreforestilling i og med naturen, hvor publikum bevæger sig rundt fra optrin til optrin. Udover skuespillet har eleverne også bygget deres egne fløjter og vindharper, som bliver brugt til optrædener i forestillingen.  

- De er simpelthen så gode til at skabe alle sammen. Eleverne er både meget legende og frie, og vi oplever, de er rigtig gode til at samarbejde og forme fortællinger i fællesskab. Det er absolut ikke en selvfølge, så vi er meget imponerende over eleverne og Hanstholm Skole, fortæller Katrine Faber.  

Leg og nye perspektiver 

Man ved fra forskning, at kunst og kultur kan styrke børns kreativitet, refleksion og evne til at se verden fra flere perspektiver. På Hanstholm Skole er skoleleder Anna Kirstine Møller Ehlers heller ikke i tvivl om, at kunstprojekter flytter noget for fællesskabet og den enkelte elev.  

- De lærer at stille sig frem, og det bliver tydeligt, at den enkelte er en nødvendig brik i at få fællesskabet til at lykkes som helhed. Det giver eleverne en dannelse, som også er en meget vigtig del af skolens opgave, siger hun.  

Derfor har Hanstholm Skole gennem de seneste år prioriteret at takke ja til forskellige samarbejder med kunstnere og kulturinstitutioner fordelt på årgange og afdelinger.   

- Når der kommer kunstnere ind i undervisningsrummet, så formår de at sætte gang i processer, som vi ikke umiddelbart selv finder på. I det kunstneriske rum er alle lige, og det kan nedbryde nogle af de hierarkier, der kan opstå i et klassefællesskab, siger hun. 

Stenmennesker og folkesang 

- Kig mod Norge. I har ikke bevæget jer i 1000 år, råber Katrine Faber for at overdøve den susende vind i Hanstholm.  

Hun taler til eleverne, der har stillet sig på rad og række - som rolige klippesten - i forlængelse af rækken af Stenmennesker, der er blandt skulpturerne i Hawhaven.  

Der står de, eleverne. Helt stille. Ubevægelige. Præcist som de store stenmennesker ved deres side. Lige indtil tonerne fra Aksel Striims klarinet får eleverne til at bevæge sig hoppende frem – skulder ved skulder.  

Børnene øver denne del af forestillingen flere gange, inden de går i samlet flok til den næste del, hvor scenen er en bunker, der stikker delvist frem fra skrænten. Her tager de plads i græsset, mens deres klassekammerat Maxim kravler ind i den.  

Maxim kommer fra Ukraine og skal synge en ukrainsk folkesang med bunkerens rå betonvægge som baggrundstæppe. Han trækker vejret dybt en sidste gang, stiller sig klar og lader sangen flyde afsted båret af bunkerens dybe akustik. 

Katrine Faber fortæller, at det har været en stor oplevelse af være vidne til elevernes udvikling igennem forløbet. 

- Kunst og teater er et rum, hvor eleverne kan øve sig i at være med deres krop, bevæge sig frit og bruge deres stemmer, og så sker der ofte det skønne, at der er nogle, der springer ud med nye potentialer, som de selv - og deres omgivelser - måske ikke vidste, at de rummede, siger hun. 

På den store premieredag for forestillingen var nerverne ude på tøjet. Men eleverne klarede sagen med bravur. Stenmenneskerne hoppede afsted, varulven blev tæmmet, rumraketten blev sendt afsted, den onde heks blev fanget, Maxim sang sin sang, og fløjterne og harperne fik vinden til at synge.  

Projektet på Hanstholm Skole er muliggjort af huskunstnerordningen i samarbejde med Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm.