Ilden knitrer i de åbne bålhytter, der putter sig mellem fjorden og skoven i Naturlandsbyen i Doverodde.
Der er forår i luften. Naturlandsbyen er ved at trække i sit grønne tøj.
Inde i bålhytterne bevæger 4. klasses eleverne fra Rolighedskolen i Thisted sig rundt med hvedekerner og havre. Det bliver båret hen til opsatte valser og kværne, som eleverne med håndkraft skal bruge til at omdanne råvarerne til hvedemel og havregryn.
- Jeg tror, vi har nok, siger en af pigerne fra klassen, der holder en tiltrængt pause efter at have brugt musklerne i hele sin overkrop til at få kværnen til at køre rundt og rundt.
Arbejdet med at forarbejde hvedekernerne og havren til de produkter, eleverne normalt tager ned fra hylden i supermarkedet, er en langsommelig proces, der kræver tålmodighed. Og det er netop en af hensigterne med aktiviteten.
- Det handler i høj grad om at give eleverne en større forståelse for, hvor vores fødevarer kommer fra. Lære dem, at mel ikke bare er mel, fortæller Thomas Holgaard, der er en af Thisted Kommunes Natur- og Friluftsvejleder, som har base i Naturlandsbyen.




