”Vi har smidt vægten ud og tager dig med i en ny retning” står der i introduktionen til kurset ”Ligevægt – Sundhed i balance”, som der i øjeblikket er stigende interesse for i Thisted Kommune.
- Vi vælger i dag sundhed frem for tyndhed. Det gør vi, fordi vi trænger til at få gjort op med stigmatiseringen af mennesker med høj vægt. Vægtneutral sundhed handler kort sagt om at øge sin fysiske og mentale sundhed uden fokus på - og uafhængigt af - vægttab, forklarer Bent Fuglsbjerg, der er leder af Sundhed i Thisted Kommune.
Viden i brug dagligt
Én der har på egen krop har mærket, hvilken forskel det gør at fokusere på fysisk og mental sundhed fremfor tallet på vægten, er 47-årige Louise Klopcke fra Thisted.
- Jeg bruger meget af det, jeg lærte på kurset hver dag. Jeg fik en kropsbevidsthed og nogle sunde vaner med mig. Det betyder, at jeg både føler mig sundere, og også har det bedre i den krop, der er min, end jeg har haft længe, fortæller hun.
Louise Klopcke har en lang historie med høj vægt og ”… har ikke tal på, hvor mange slankekure jeg har forsøgt, som ikke virkede”. Faktisk har hun hele livet været ”den store pige”, fortæller hun.
Som barn og ung dyrkede hun sejlsport og gik til spejder. Hun var bomstærk, men samtidig sad der også flere kilo på den 165 cm høje pigekrop end på hendes jævnaldrendes. Hendes vægt kulminerede på 129 kg inden hun i 2011 gennemgik en operation, der gjorde hendes mavesæk mindre. Efterfølgende tabte hun 40 kg, men har også måttet konstatere, at det rent faktisk ikke gjorde hende mere glad.
- Jeg har grundlæggende manglet en accept af min egen krop. Det har nu ændret sig. På kurset arbejdede vi med intuitiv spisning. Det handler om en opmærksomhed på, hvad du spiser, og også på at spise det, du har lyst til. Den opmærksomhed har skabt en stor forandring. Den har givet mig ro og betydet, at jeg er blevet langt flinkere ved mig selv og ikke dømmer mig selv så hårdt, forklarer hun.

