Klokken er ni. Solen hænger lavt over Mors, og himlen mod øst er stadig farvet orange af dens tidligere entré over horisonten. Fjorden er noget så nærmest usandsynligt som spejlblank, og temperaturen over vandet ligger på 7-8 grader. Måske mere interessant er det, at temperaturen under vandoverfladen på denne februardag rammer 3-4 grader.
- Morgendyp nr. 149 i denne sæson, siger Hanne på trappen ved Søbadet i Thisted, hvor hun er på vej ned i den kolde fjord.
Aktivitet i rivende vækst
Hanne er én af seks kvinder i gruppen ”Badepigerne”, der er mødtes på Søbadet for at vinterbade og gå i sauna. En aktivitet, der er blevet voldsom populær langs hav og fjord - også i Thy. Der findes en stribe af lokale bade- og saunaklubber i bl.a. Klitmøller, Vorupør, Vildsund og Sennels. Derudover er der tre steder, hvor de er etableret som folkeoplysende foreninger. Det er i Thy Cablepark, Krik og Omegns Badelaug og Thisted Vinterbadeforening på Søbadet. Sidstnævnte alene er vokset fra 170 medlemmer i 2020 til 417 sidste år.




