Det er tirsdag eftermiddag og det myldrer med børn mellem seks og 12 år i Skyttecentret i Thy Hallen. De har taget opstilling på banerne. Alle med en luftriffel, hørebøffer og patroner klar til dagens træning.
På plads nr. 9 står 12-årige Matvii. Han stammer fra Ukraine, men kom til Danmark for tre år siden. Familien - som også tæller en storebror og en lillebror - bor i Nors og Matvii er for nyligt startet til skydning. Han er glad for sin nye interesse – også selvom han ikke synes, han endnu er nogen super skytte. Årsagen til at Mattvi i dag går til skydning hedder Tom Klausen. Han er fritidsguide i Thisted Kommune og er den, der har formidlet kontakten. På samme måde, som han også Matvii’s storebror for nogle år siden blev hjulpet i gang med basketball.
- Fritidsguiden er bindeleddet mellem forældre, børn og foreninger. De har brug for hjælp til at tage de første skridt. Uden en fritidsguide ville en del af de børn, vi hjælper, aldrig være kommet i gang og ind i et fællesskab, siger Tom Klausen.

