Den ser ny og fin ud, bålhytten, som den står på legepladsen ved daginstitutionen Skattekisten i Hurup. Og det er også nyt, at den står lige der, men hytten stod frem til i sommer i Boddum. At den nu har fået ny placering er takket være en stor indsats fra fem gutter i Juniormesterlære-klassen 9.m. på Hurup Skole. De har siden i sommer været tilknyttet projekt ”flyt-bålhytten”, som blev aktuelt efter at børnehaven i Boddum lukkede.
- Både mange børn og personaler skulle i den forbindelse flytte institution og kom her til Hurup, og så fik vi ideen om at lade deres bålhytte flytte med. Både fordi det var fint med hytten som noget genkendeligt fra den hverdag børnene har haft i Boddum, men også fordi det er en virkelig fin og ret ny hytte, som vi gerne vil bruge i vores dagligdag, siger Sanne Danielsen, leder af Skattekisten om baggrunden for flytningen af hytten.



