Det er 65 år siden. Men det er tydeligt, at udsendelsen som FN-soldat til Cypern satte evige og dybe spor i Anker Frederiksen.
- Nogle af mine bedste venner i livet. Dem fik jeg i den periode, fortæller han med en svagt dirrende underlæbe i det vejrbidte, 84-årige ansigt.
Det lå ellers ikke i kortene, at Anker Frederiksen skulle udsendes, da han efter aftjent værnepligt i Livgarden først i 60’erne vendte hjem til Thy, og overtog driften på sin fars landejendom i Morup Mølle, fordi faren døde.
Fra landmand til skovmand
Landmandslivet var imidlertid ikke for Anker. Efter fire år solgte han gården, blev skovarbejder i Hvidbjerg vesten aa i og nød det nye arbejdsliv i naturen og fritiden med roning og jagt, inden ideen om en udsendelse kom i 1967.
- Der skulle ske noget nyt. Jeg meldte mig til den fredsbevarende mission på Cypern, og var afsted på hold 7 og 8. Det var en uforglemmelig tid med nye, stærke venskaber. Hvor vi også fik mulighed for at besøge Libanon, når vi havde orlov. Jeg oplevede så meget…på både godt og ondt, siger han uden at uddybe.


