- Det er svært for mig at komme afsted, hvis jeg ikke har en aftale, at skulle afsted til, men jeg kan mærke, at jeg har godt af at komme ud og være sammen med andre.
Udsagnet kommer fra Jacob Olsen. Han sidder ved et bål, han selv lige har tændt ved fjorden i Eshøj nær Thisted. Det er onsdag eftermiddag, og han sidder sammen med fire andre, yngre voksne, der alle har nogle sociale udfordringer, som er knyttet til deres diagnose på autismespektret.
Træner færdigheder
Borgerne er en del af ”Cafe-gruppen” i et visiteret tilbud i Daghuset i Thisted Kommune. Stedet rummer tilbud til borgere over 18 år, der er udfordret med autisme eller koncentrationsforstyrrelser som fx ADHD eller ADD, og har behov for socialpsykiatrisk træning, afklaring og støtte. ”Cafe-gruppens” deltagere og to tilknyttede personaler er i dag på udflugt. De skal i fællesskab lave snobrød over bålet.
- Vores fornemmeste opgave er at lave nogle rammer for en fællesskabende aktivitet, som skal være med til at give brugerne strategier, indre tryghed og dermed modet til at interagere og være sociale, da det er noget af det, de ønsker at træne, men tit har svært ved i deres dagligdag, forklarer Gitte Hedegaard Fuglsang, der er specialiseret socialpædagog i Daghuset.


