Fodbolden er klart den største sportsgren i Thy. Omkring 3.000 thyboer er medlem af en af egnens mange klubber, og fodbolden skaber mange, vigtige sportslige og frivillige fællesskaber, og nu skal den være bannerfører for endnu flere.
I en ny Velfærdsalliance med DBU forpligter Thisted Kommune sig til at arbejde målrettet for og med indsatser, der skaber værdi for borgere og klubber:
- Vi har allerede mange gode fællesskaber både på og uden for banen, MEN vi ønsker at inkludere endnu flere i det fællesskab. Med fodboldklubber over hele Thy udgør fodbold en stærk platform til at understøtte velfærden blandt andet gennem frivillige fællesskaber. Derfor er vi glade for at være blevet en del af DBU’s Velfærdsalliance, siger Niels Jørgen Pedersen, borgmester i Thisted Kommune i forbindelse med underskrivningen af den nye alliance.



