Bredt samarbejde
Planerne om et Cold Hawaii Experience udvikles i tæt samarbejde mellem Thisted Kommune, Dansk Kyst- og Naturturisme, Visit Nordvestkysten og de lokale projektudviklere, Steen Bonke Sørensen og Rasmus Johnsen. De to ser store perspektiver i etableringen af et Cold Hawaii Experience.
- Jeg har meget positive erfaringer med udvikling og drift af oplevelsescentre, især fra Stevns Klint Experience. Det er en drøm at være med til at skabe fundamentet for et oplevelsescenter, der fortæller historien om Cold Hawaii i kombination med at være et sted hvor man kan opleve sporten og livsstilen - og ikke mindst blive inspireret, siger Steen Bonke Sørensen, idemand og projektleder for Cold Hawaii Experience.
Lokalt engagement er vigtigt
Projektet vil løbende blive justeret og afstemt med de mange lokale borgere og foreninger, som har en stor interesse i byens og Bytorvets udvikling.
Allerede inden for-projektet for alvor er skudt i gang, spores der en udtalt lyst og vilje til at give projektet luft under vingerne:
- Hanstholm Centerforening er spændte over de nye perspektiver og ambitioner for Hanstholm Bytorv. Med et projekt som Cold Hawaii Experience kan vi for alvor få skabt et levende centrum i Hanstholm, som vil styrke forretningsgrundlaget for alle os handelsdrivende betydeligt, siger Stinne Sand Pedersen, formand for Hanstholm Centerforening.
Også Friends of Cold Hawaii glæder sig til at bidrage:
- Cold Hawaii Experience er et meget spændende projekt, som vi bakker 100% op om. Vi ser frem til samarbejdet om den fremadrettede udvikling, og ikke mindst til at Cold Hawaii får et oplevelsescenter, der giver Cold Hawaii et mere håndgribeligt og forståeligt udtryk, siger Jens Jørgen Jensen der er bestyrelsesformand for Friends of Cold Hawaii.
For-projektet afsluttes efter planen d. 15. marts 2025. Derefter skal projektet igen vurderes af kommunalbestyrelsen med henblik på mulig realisering.