Lige nu bliver der gravet og støbt i jorden på et areal på Østerbakken. Her er ejendomsudvikler, investor og totalentreprenør Daugaard Pedersen A/S nemlig i gang med opførelsen af etape to af deres butiksudviklingsprojekt i Thisted. Det omfatter to nye butikker og et nyt tankanlæg, vaskehal og elladepladser.
Det er møbel- og boligtilbehørsbutikken Ilva og Sport24, der skal flytte ind i de nybyggede bygninger, hvor butikkerne skal bo dør om dør på hver 1.500 m2. OK får anlæg ved siden af de to - på vestsiden. De nye rammer i Østbyen betyder, at Sport24 flytter fra den nuværende placering på Sennelsvej.
Butik nummer 41
For Ilva markerer åbningen i Thisted bolighus nummer 41 i Danmark. ILVAs CEO, Kim Møller Mønster, ser frem til at sætte Thisted på ILVAs landkort:
- Vi fortsætter ILVAs vækstrejse og det nye bolighus i Thisted symboliserer vores ambitioner om at være fysisk til stede i de meste interessante byer i Danmark. Det bliver et bolighus fyldt med inspiration, og vi er begejstrede for at tilføre Thisted en ny dimension af boligindretning og glæder os til at byde alle velkommen.

