Den ene har fået et job som frivillig på et værested, og oplevede Thy Rock efter i årevis ikke at have kunnet deltage i fester pga. blandt andet angst. Den anden er stort set trappet ud af sin depressions- og angstmedicin, og har fundet et nyt fællesskab og igen fået mod på at komme ud blandt andre mennesker – også i perioder, hvor det føles svært.
- Jeg har i rigtigt mange år passet mig selv og troede ikke længere, jeg kunne stole på mennesker. Men jeg har lært, at det kan jeg godt. Og nu har jeg fået både lyst til og mod på at være mere sammen med andre. Jeg vil faktisk hellere være sammen med mennesker end alene, siger Kent Christensen om noget af det, han sidste forår fik ud af et 20-ugers ABC-gruppeforløb i Thisted Kommune.
For både Kent Christensen og Vibeke Andersen er 2023 et år, de vil huske for at have fået det bedre. De har deltaget på hvert sit ABC-forløb. Der er tale om et projekt under Socialstyrelsen, som Thisted Kommune deltager i som én blandt seks kommuner.
Hvad går ABC ud på
Centralt for indsatsen i ABC-forløbene er, at der arbejdes målrettet med social inklusion, mental sundhed og brobygning til foreningsliv, uddannelse, jobcenter og venskaber.
Indsatsen tager afsæt i ABC for mental sundhed. ABC for mental sundhed handler om at øge borgernes mentale sundhed og trivsel gennem tilgangen: Gør noget aktivt (Act), gør noget i fællesskab (Belong), og gør noget meningsfuldt (Commit). Gruppeforløbene er stikket sammen som 20-ugers forløb, hvor deltagerne mødes i to timer én gang om ugen.
- At opleve, at man hører til og har muligheden for at indgå i et socialt fællesskab er fundamental for menneskers mentale sundhed. ABC-gruppeforløbene går kort fortalt ud på at give deltagerne mulighed for at arbejde med deres egne drømme og ønsker. Med støtte fra medarbejdere, som har rollen som gruppefacilitatorer og vejledere for deltagerne, sætter deltagerne hver især nogle mål og ønsker for, hvad der gør deres dagligdag meningsfuld, og så arbejder de for at nå de mål, forklarer Hanne Brogaard Christensen, der er ergoterapeut i Thisted Kommune og gruppefacilitator og vejleder på ABC-forløbene, og hun fortsætter:

