I foråret blev Thisted Kommune udvalgt som én ud af 15 danske kommuner, der frem til 2027 skal videreudvikle programmet ”Fælles om ungelivet”. Dermed skal Thisted Kommune være med til at løfte en stærk vision om, at danske unge skal have et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle. Et liv hvor tydelige og nærværende voksne skaber rammerne for og viser vejen til positive sociale fællesskaber og inspirerende ungemiljøer. I Thisted Kommune er man begejstret over muligheden:
- Vi har i mange år haft et stort fokus på alkohol og de udfordringer, som følger med en tidlig debutalder, og vi ser et stort potentiale i at videreføre og udbygge de gode indsatser og perspektiver, vi allerede arbejder med, siger Elise Rasmussen, der er nyansat programkoordinator for ”Fælles om ungelivet” i Thisted Kommune.
Fokus på flere ting
I Thisted Kommune glæder man sig til at komme i gang med arbejdet med at styrke forudsætningerne for at involvere de voksne omkring unge, fordi de potentielt kan fungere som vigtige beskyttende faktorer, når det handler om unges brug af rusmidler. En central del af det arbejde er at sikre lokale data om unge, der både kan engagere og mobilisere de voksne omkring de unge og fungere som pejlemærker i udviklingen af indsatser.
Med vores engagement i ”Fælles om ungelivet” får vi i Thisted Kommune nogle velafprøvede strukturer og arbejdsmetoder, der gør, at vi kan arbejde mere koordineret og effektivt med at skabe rammerne for der gode ungeliv. Fx kommer vi til at arbejde mere dataorienteret, hvilket vil gøre, at vi kan skabe langt mere målrettede indsatser helt lokalt, siger Lars Sloth, der er direktør for Børne- og familieforvaltningen i Thisted Kommune.
