Målet var at skabe et nyt fællesskab. Et netværk for mennesker, der som hende selv, havde byttet et hjemland ud med Thy, og af og til savnede ligesindedes perspektiv på det at bo her og samtidig blive inspireret til at udnytte de muligheder, det nye hjemland har.
Sådan opstod ideen om Thy Internationals. En gruppe, som Keren Christensen stiftede for snart tre år siden. I dag tæller de 200 medlemmer i en Facebook gruppe, og er en forening med alt, hvad der følger med af vedtægter og generalforsamlinger.
- Selv efter 19 år kan jeg stadig godt føle, at der er ting i Danmark, jeg ikke helt forstår, og havde jeg selv haft et netværk som Thy Internationals, dengang jeg landede her, så kunne de formentlig have hjulpet mig med mange af mine spørgsmål, forklarer hun om baggrunden, da vi mødes på hendes arbejdsplads.
