Én vil egentlig helst nøjes med at skulle skrælle kartoflerne, men tog alligevel med vennerne. En anden blev alene og ”når jeg nu skulle spise, så kunne jeg jo lige så godt være med her og få noget go’ mad!” Og en tredje vil faktisk gerne udfordres på opskrifter og kunnen i et køkken.
Deltagernes baggrund for at møde op på Bente Primdahls madkursus lyder som udgangspunkt måske lidt forskellige, men plantet bag køkkenbordene i skolekøkkenet på Hurup Skole, er deres svar på, hvorfor de en række mandage i efterår og vinter møder op fuldkomment ens:
- Fordi vi hygger os, og har det sjovt sammen.
Fandt sit frivillige jeg
Det er Ældre Sagen Sydthy, som står bag madkurserne for mænd. Bente Primdahl er som frivillig i organisationen primus motor. Hun fik ideen for 5-6 år siden, og har hvert år kørt to hold, der springer buk på mandage, og så samles de til en fælles afslutning, hvor de bedre halvdele bliver inviteret til middag.
- Jeg har selv altid godt kunne lide at lave mad, og har tidligere undervist på aftenskole. Da jeg meldte mig til bestyrelsen i Ældre Sagen Sydthy, skulle jeg jo finde ud af, hvad jeg kunne bruges til? Og så fandt jeg på det her. Vi planlægger i samarbejde, hvad de gerne vil prøve kræfter med, og så finder jeg opskrifter og handler ind, fortæller hun.


