Før var de to på kontoret hos webdesignfirmaet Simsoft på havnen i Thisted, og de havde ikke umiddelbart planer om at være flere. Alligevel er medarbejderstaben i de lyse og hyggelige lokaler på 1. sal fordoblet i løbet af det seneste år.
- En mindre virksomhed som min i Thy kan godt have svært ved at tiltrække højtuddannet arbejdskraft, så for os er de en berigelse. De kommer med en professionalisme og høj kvalitet i arbejdet, og vi har nemt kunnet løse den sprogbarriere, som der er, mens de har lært dansk. Så fremfor at være forbeholden, som jeg selv var, så tror jeg andre virksomheder også kan se muligheder ved at gå denne vej, siger Per Ladefoged, der ejer Simsoft og har drevet it-virksomheder i over 20 år.
Dé er 28-årige Mariia Svyrydenko og 36-årige Alina Ostapenko-Bozhenova. Begge kom til Danmark, da krigen brød ud i Ukraine. Mariia endte i Thy i april 2022, fordi hendes bror allerede boede her. Alina og familien forsøgte først at flytte fra det centrale Ukraine og tættere på grænsen til Østeuropa, men slutteligt forlod hun landet sammen med sin syv-årige søn og sin mor. De valgte at rejse til Thy, for her havde hun kusiner.



