Endnu er ord som microbit, makedo og bit bot ikke en del af ordforrådet hos hverken lærere eller elever på de 15 folkeskoler i Thy, men det vil et nyt projekt ændre på.
I alt 100 superbrugere og skoleledelser har netop været samlet for at kickstarte projektet ”Thy til teknologi og makerspace” og i denne uge flytter der spritnyt og spændende udstyr ind på alle folkeskolerne. Der er bl.a. en mixerpult, 3D printer og også både en lasercutter og en folieskærer blandt alt det, som lander på alle 15 matrikler. Det skal bruges i oprettelsen af de værksteder, som er omdrejningspunkt i det Makerspace-projekt Thisted Kommune har fået penge til af Villum Fonden.
- Sagt på godt jysk så er et makerspace et ”makke”-rum, hvor eleverne kan eksperimentere og afprøve alle mulige teknologier og ideer. Her skal de have forskellige teknologier i hænderne, og selv være med til at finde ud af, hvad de kan bruge det til, og hvor den har sine begrænsninger, forklarer Lotte Pilgaard, der er projektleder på ”Thy til teknologi og Makerspace”.



